dane ts hawk & the locomotion starsemble

Dane TS Hawk & The Locomotion Starsemble presents:

A general broad view

ILK/VME

Den erfarne veteran indenfor ny musik og litteratur, saxofonisten, komponisten, orkesterlederen, forfatteren og outertaineren TS Høeg dannede i efteråret 2002 denne nye tentet: Dane TS Hawk & The Locomotion Starsemble, der, som navnet indikerer, rummer nogle af danerjazzscenens fremmeste og mest udfarende unge løver, der tilsammen leverer en heavy hybrid af neo-jazz og andre hårdkogte rytmiske strømninger, samt en neddroslet tysthed her og der. The Locomotion Starsemble debuterede meget passende på Stengade 30 under festivalen “What is Jazz”, hvor gruppen opførte Høegs til lejligheden skrevne suite “Hey boys and girls, we’re goin’ to pump you up” til stor tilfredshed fra såvel publikum som presse. Siden har gruppen haft en jævnlig koncertaktivitet, når det er muligt at samle brushovederne, fx ved adskillige senere koncerter på ovennævnte Stengade 30, på Copenhagen Jazz Festival 03, 04, 05 og 06, Plan B i Huset/Magstræde, Studenterhuset/Ålborg, Loppen, færgen Stubnitz og Copenhagen Jazz House. Gruppens dobbelte debut-cd: “A general broad view” består af 18 Høeg kompositioner, som er fordelt på en henholdsvis M-ild og W-ild cd, hvoraf sidstnævnte rummer ovennævnte suite.

Bandets medlemmer:

TS Høeg (komponist og sax): har siden 1980 været en central skikkelse i det eksperimenterende kunstmiljø indenfor musik og litteratur. Har optrådt og turneet overalt i Danmark og i flere europæiske lande. Har udgivet en mængde albums og bøger. Har spillet med lige fra John Tchicai til Sods/Sort Sol, samt ledet egne grupper som fx saxofonensemblet Somesax og Dane TS Hawk & his Great Mongo Dilmuns. Spiller stadigvæk i den i 1978-dannede punkjazz-trio Cockpit Music, Dane TS Hawk 3 med Nils Davidsen og Kresten Osgood, og desuden spoken word-grupperne Høeg/Bech og T/S Sterndolph.

Kasper Tranberg (trumpet/kornet): har spillet, indspillet og turneret med sine neojazzgrupper When Granny Sleeps og Bugpowder, samt bestyrer pladeselskabet af samme navn. Mangeårigt medlem af Pierre Dørges New Jungle Orchestra, Hugo Rasmussens All Stars, Anderskov Accident og med mange andre. Har flere gange turneret og indspillet i Japan med egen gruppe. Fremstår som en af sin generations mest centrale instrumentalister.

Jakob Dinesen (sax): leder af egen trio/kvartet, samt medlem af neojazzgruppen Once Around The Park og Hugo Rasmussens All Stars. Har desuden spillet og indspillet med amerikanske jazzstjerner som guitaristen Kurt Rosenwinkel, bassisten Eddie Gomez og trommeslageren Paul Motian. Er desuden tilknyttet diverse afrikanske og cubanske konstellationer. Fremstår som en af sin generations mest centrale instrumentalister.

Ned Ferm (sax): uddannet på Rytmisk Konservatorium og har forlængst gjort sig bemærket på den nye jazzscene, bl.a. i Jeppe Grams Gramski’ Beat, Anderskov Accident, Nils Davidsens Jumpin’ Gemini og Phoenix City. Er desuden tilknyttet mere rockbaserede konstellationer som fx Nikolaj Nørlund og Kira Skov.

Mads Hyhne (trombone): medlem af Hugo Rasmussens All Stars og har bl.a spillet og indspillet med hybridgrupperne Radar, Bugpowder og Phoenix City. Spillede med Bent Jædig indtil dennes død og er i det hele taget en meget benyttet sideman i et utal af sammenhænge. Fremstår som en af sin generations mest centrale instrumentalister.

Johs. Lund (sax): er gruppens Benjamin, men er blevet valgt af Høeg for sine åbenlyse talenter. Er medstifter af kunstnerkollektivet Yoyooyoy og spillestedet Mayheim. Foruden solo-virksomhed spiller og indspiller med han med bl.a. Fjernsyn Fjernsyn, Slutspurt og Gud er Kvinde. Fremstår som en af den yngre scenes omdrejningspunkter.

Stephan Sieben (guitar): er endnu et ungt talent fra Rytmisk Konservatorium. Har tidligere gjort sig bemærket i grupperne Fumier og Trio Trash, og nu i bl.a. Sekten og Big Bombastic Collective.

Jacob Anderskov (keyboard): en af tidens mest talentfulde pianister, der hovedsageligt leder egne grupper, fx det større ensemble Anderskov Accident. Leder eget selskab, Scraggly Music. Har desuden spillet og indspillet med jazzstjerner  som percussionisten Airto, bassisten Michael Formanek og saxofonisten Chris Speed

Søren Kjærgaard (keyboard): endnu en af tidens mest talentfulde pianister, der leder egen trio med bassisten Ben Street og trommeslageren Andrew Cyrille samt ensemblet Band Apart. Er sammen med trommeslageren Kresten Osgood leder af kultrapjazzgruppen Ikscheltaschel. Samarbejder desuden med (tennis)-guruen, digteren og performeren Torben Ulrich.

Nils Davidsen (bas): leder eget Jumpin’ Gemini-ensemble og har spillet og indspillet med fx When Granny Sleeps, Phoenix City, sin bror, Jacob Davidsen, Art Ensemble of Copenhagen, pianisterne Butch Lacy og Jan Kaspersen og den danske avantgardeguru, John Tchicai. Er i det hele taget en meget benyttet bassist på såvel daner- som udenlandske scener.

Kresten Osgood (trommer): har i de senere år været en af danerjazzscenens centrale skikkelser og en af de mest benyttede for sit uforlignelige, indlevende og swingende spil. Leder gruppen Hvad er klokken? og sammen med pianisten Søren Kjærgaard leder af kultrapjazzgruppen Ikscheltaschel. Stifter af den årlige Musketerfestival. Har efterhånden spillet med et utal af danske, europæiske og amerikanske neojazz-stjerner som fx Oliver Lake og Sam Rivers.